Rådyr og vildt i skovene

Rådyret var på et tidspunkt forsvundet fra Langeland, men omkring 1850 besluttede greven på Tranekær sig for at gøre noget ved det. Han satte tre rådyr ud på øen, og deres efterkommere har siden spredt sig til store dele af Langeland. Rådyrene trives godt i det varierede landskab med marker, levende hegn og skov, som stadig i dag bærer præg af godsets ejendomsstruktur.

Rådyr er sky, men langt fra sjældne — de ses ofte i skovbryn og på markkanter i de tidlige morgen- og aftentimer, særligt omkring Åsø Skov, Kohaveskoven og de øvrige skovområder mellem Tranekær og Lohals. Kører eller cykler du ad de mindre veje i skumringen, er chancen for at møde et rådyr, der springer over vejen, ganske stor. Rådyrene lever primært af skud, agern og frøplanter af eg, ask og bøg, hvilket forklarer, hvorfor de ofte findes tæt på netop den slags løvskov.

Rådyrets brunst løber i juli-august, men det er, hvad der sker bagefter, der gør arten til noget helt særligt blandt danske hovdyr. Hver rå er kun brunstig i omkring et døgn ad gangen, og bliver hun ikke befrugtet, kommer hun i brunst igen omkring 20 dage senere. Men selv når befrugtningen er sket, går der måneder, før fostret rent faktisk begynder at udvikle sig.

Rådyret er nemlig unik blandt danske hovdyr ved at praktisere forsinket fosterhvile: det befrugtede æg ligger i dvale i livmoderen fra begyndelsen af august til slutningen af december, og selve fosterudviklingen tager derfor kun omkring fem måneder, selvom den samlede drægtighed regnet fra parring er omkring 300 dage. Strategien betyder, at kiddene fødes i maj, når foråret for alvor er i gang, og der er rigeligt med føde at finde — uanset at parringen fandt sted midt om sommeren året før.

Råen føder typisk 1-2 kid, med hovedparten af fødslerne i maj måned. Kiddene dier i op til tre måneder, men allerede efter kort tid begynder de at spise planteføde ved siden af. De første leveuger ligger kiddet ofte stille og skjult i højt græs eller underskov, mens råen søger føde i nærheden — støder du på et tilsyneladende forladt kid i maj eller juni, er det derfor sjældent i fare, og bedst efterladt urørt.

Bukkens opsats gror fra november til marts-april, hvorefter det tørre hud, den er groet under — basten — fejes af mod grene og stammer. Om foråret bruger bukken netop denne fejeadfærd til at markere sit territorium: ved at fjerne bark fra unge træer og buske efterlader han tydelige, synlige mærker, som andre rådyr kan aflæse. Opsatsen sidder resten af foråret og sommeren, inden den fældes igen i slutningen af september eller begyndelsen af oktober, og processen gentager sig år efter år.

Selv når du ikke ser selve dyret, efterlader rådyr en række tydelige spor i skovbunden. Fejede, afbarkede unge træer i foråret er ofte tegn på en territoriemarkerende buk, mens spidse, hjerteformede klovaftryk i blød jord eller sne røber, hvor et rådyr for nylig har passeret. Rådyr æder desuden gerne skud, agern og bøge- og askefrøplanter, så nyplantede træer med afbidte topskud er ofte et tegn på, at rådyr har været forbi.

Ræv og grævling er i dag Danmarks største landlevende rovdyr, siden bjørn, ulv og lynx forsvandt fra de danske skove for længst — og begge arter er en fast del af dyrelivet i skovene på Nordlangeland. Ræven er den mest almindelige og tilpasningsdygtige af de to og ses ofte i skumringen langs skovbryn og markkanter, gerne i samme områder, hvor rådyrene holder til. Grævlingen er mere sky og overvejende nataktiv, og selvom den er svær at få øje på i levende live, røber dens karakteristiske grave — ofte store, forgrenede systemer med flere udgange — hvor den holder til.

Ud over de to rovdyr er hare, spidsmus og flere arter af flagermus en del af det almindelige danske skovvildt, man kan støde på i skovene mellem Tranekær og Lohals, ligesom fuglelivet i skovbunden og trækronerne bidrager til, at en rolig gåtur gennem skoven sjældent er helt uden dyreliv.