Edderfugl og kystfugle

Edderfuglen er en stor, tung dykand, der lever langs den danske kyst året rundt, men bestanden skifter karakter med årstiden. De danske ynglefugle trækker typisk sydpå om vinteren, mens fugle fra Grønland, Island og Norge samtidig ankommer for at overvintre i danske farvande, herunder omkring Nordlangeland. Det betyder, at "edderfuglene ved Lohals" reelt er forskellige bestande afhængigt af, hvornår på året du besøger kysten.

Ude i Storebælt, tilknyttet den israndsbakke der løber gennem Langeland og videre under havet mod Korsør, ligger den lille ø Vresen. Området er udpeget som vildtreservat og en del af Natura 2000-området "Centrale Storebælt og Vresen," og her yngler flere hundrede par edderfugl og flere hundrede par sølvmåge i de fleste år, sammen med hættemåge, stormmåge, grågås og knopsvane. Adgang til Vresen er forbudt i fuglenes yngletid, men netop derfor er øen et af de vigtigste yngleområder for kystfugle i hele det centrale Storebælt.

Langs Langelands kyster i det hele taget ses desuden vibe og sandløber, samt forskellige måge- og ternearter, der jager småfisk tæt under overfladen — foruden gravand, strandskade og rødben, som får hver deres afsnit herunder. Er du ude tidligt om morgenen eller sent på dagen, hvor kysten er mest i ro, er chancerne for at opleve fuglelivet tættest på typisk størst.

Edderfuglen er en stor, tung dykand — 60-70 cm lang med et vingefang på 95-105 cm og en vægt på 1,2-2,8 kilogram, hvilket gør den til en af de tungeste andefugle langs den danske kyst. Fuglene bliver kønsmodne som 3-4-årige, danner par for livet og kan selv leve op til 10-15 år. Hannen kendes let på sin kontrastrige, sort-hvide fjerdragt, mens hunnen er brunspættet og langt sværere at få øje på i vandkanten.

Æglægningen begynder i slutningen af marts, og reden fores med det berømte edderdun, som hunnen selv plukker fra sin egen brystfjerdragt — en isolering så effektiv, at det historisk har gjort edderdun eftertragtet, men det er i dag forbudt at indsamle det i Danmark. Hunnen lægger 4-6 æg og ruger dem helt alene. Netop derfor er øer som Vresen, uden landrovdyr og med adgangsforbud i yngletiden, så velegnede som ynglested — når først ungerne er klækket, vandrer hunnen med dem til nærmeste kyst, hvor flere hunner ofte slår sig sammen om fælles "børnehaver," der giver ungerne bedre beskyttelse mod rovdyr.

Edderfuglen lever primært af blåmuslinger, men tager også andre muslinger, snegle og krebsdyr. Den foretrækker at søge føde på lavt vand, men er en dygtig dykker og kan om nødvendigt gå over 20 meter ned for at finde føde — en egenskab, der gør den i stand til at udnytte langt større dele af vandsøjlen end de fleste andre andefugle langs kysten.

Gravanden er en af kystens mest særprægede fugle, både i udseende og levevis. Den kendes på sin overvejende hvide fjerdragt med et bredt, brunt brystbånd, rødt næb og metalgrønt hoved, og med en længde på omkring 60 cm og et vingefang på op til 120 cm er den tydeligt større end de fleste andre ænder langs kysten. Navnet skyldes dens usædvanlige redevalg: gravanden yngler i huller — i stendiger, hule træer, brinker og skrænter, men også i forladte ræve- og kaningrave, undertiden endda i grave, hvor der stadig bor ræve eller kaniner. Selve reden er sparsom, kun lidt mos, løv og strå polstret med rigeligt dun, hvori hunnen i juni lægger 8-9 store, hvide æg.

Gravanden var tidligere sjælden i Danmark, men er efter en total fredning i 1922 blevet en almindelig ynglefugl med et par tusind ynglepar, koncentreret ved de lavvandede kyster i den sydøstlige del af landet.

Strandskaden er en af de mest genkendelige vadefugle langs Nordlangelands kyst, med sort-hvid fjerdragt og et langt, lige, orangerødt næb, som den bruger til at åbne muslinger — særligt blåmuslinger og hjertemuslinger udgør hovedparten af dens føde. Omkring 7.000-8.000 par yngler i Danmark. Rødbenen er sværere at få øje på, men langt fra at høre: dens skarpe, gennemtrængende advarselskald hører til nogle af sommerens mest karakteristiske lyde på strandenge og vader, og er ofte det første tegn på, at der er mennesker — eller andre forstyrrelser — i nærheden af dens redeplads.